For et halvt år siden rykkede Rasmus Arvling op fra NH’s U19-hold og blev i den forbindelse indlemmet i ligatruppen på en etårig kontrakt. Efter en flot første halvsæson fra den 20-årige playmaker er den kontrakt nu blevet forlænget med yderligere to år.
Det var derfor en rigtig glad Rasmus, der kunne se tilbage på sit første halve år som ligaspiller:
”Det første halve år i ligatruppen har været utroligt spændende og virkelig lærerigt. Jeg var klar over, at fysikken ville være anderledes end i ungdomshåndbold, men jeg har også fundet ud af, at det taktiske aspekt har taget et nøk op i forhold til det, jeg tidligere har været vant til. Det har været fedt at lære truppen at kende, samtidig med at jeg har fået et indblik i, hvordan Håndboldligaen fungerer. Samtidig har det også været fedt at blive bekræftet i, at man kan være med på det høje niveau.”
Med den toårige forlængelse har Nordsjælland Håndbold og Rasmus Arvling nu papir på hinanden frem til sommeren 2028 – noget, han også glæder sig over:
”Det er superdejligt at få en lidt længere kontrakt denne gang. Det giver en større arbejdsro, så jeg kan have 100 % fokus på at forbedre mig og præstere sammen med holdet i stedet for at tænke for meget på fremtiden,” afslutter Rasmus.
Det er ikke kun Rasmus, der glæder sig over forlængelsen. Også cheftræner Laurids Søgaard sætter flotte ord på præstationerne gennem de seneste seks måneder og ser frem mod nye opgaver:
”Rasmus har i første omgang været rigtig dygtig til at gribe nogle specialopgaver og har derfor fået en stor rolle i både overtal og 7 mod 6, som han med sin gode håndboldforståelse eksekverer flot. Vi forventer fremadrettet at udvikle ham til at blive endnu stærkere i spillet 6 mod 6 ved at arbejde med både hans strategiske evner og de individuelle kompetencer, både i de direkte situationer og i samspillet med stregspilleren,” lyder det fra cheftræneren.
Rasmus kom til NH i sommeren 2022 og nåede dermed tre år i NH-Talent, inden han blev seniorspiller. Dengang var det blandt andet med Laurids som ungdomstræner, og det glæder derfor også den tidligere talentchef og nuværende ligatræner:
”Vi glæder os altid, når unge spillere lykkes med at tage vejen op på ligaholdet. Rasmus havde nogle gode og udviklende år i NH-Talent og fortsætter nu sin udvikling på ligaholdet, hvor vi tror, at han med tiden kan få en større rolle,” afslutter Laurids.
