Lørdag aften går jagten igen ind på vigtige point frem mod kvalifikationsspillet. Sønderjyske er modstanderen, når de byder op til kamp i Skansen.
Sønderjyderne ligger aktuelt på 11.-pladsen, som giver ét point med over i kvalifikationsspillet. Med tre runder tilbage af grundspillet spidser kampen om placeringerne for alvor til i et meget tæt felt.
Vi har talt med Nordsjællands svenske venstre back Martin Lindell, som ser frem mod opgøret:
“Det er altid fedest at spille håndbold, når der er noget på spil. Selvom vi havde håbet at kæmpe med længere oppe i tabellen, er motivationen stadig stor for at sikre den bedst mulige placering i grundspillet. I det lys er kampen i dag ekstremt vigtig, når den er mod en direkte konkurrent.
Sønderjyske er altid garant for at gå hårdt til den, så vi kan forvente en fysisk kamp. Vi forventer heller ikke, at den bliver mindre intens efter en længere periode uden sejr til dem. Den intensitet har vi selvfølgelig tænkt os at matche, for vi er også sultne efter point,” siger svenskeren.
Om det lykkes for Lindell og resten af Nordsjælland-mandskabet at hente point i Sønderborg, finder vi ud af lørdag kl. 16.00, hvor kampen fløjtes i gang.
Opgøret bliver ikke vist på tv, men kan følges via liveopdateringer på klubbens sociale medier og i Tophåndbold-appen.
