Til sommer er det slut for Léo Martinez i Nordsjælland Håndbold, når han afslutter sit danske eventyr og vender hjem til Frankrig. Vi har talt med playmakeren, der virkede tydeligt berørt over at skulle sige farvel til Nordsjælland Håndbold, som har betydet rigtig meget for ham – både som håndboldspiller og som menneske:
”I begyndelsen var det en smule skræmmende at flytte til et helt nyt land, og jeg var klar over, at jeg ikke bare kunne tage tilbage, hvis det ikke gik, som det skulle. Jeg indså dog hurtigt, at jeg var kommet til det bedste sted for en fransk fyr med drømmen om et dansk eventyr. Denne klub og dette hold er noget helt særligt – både håndboldmæssigt, men i høj grad også menneskeligt.
Jeg ser nu tilbage på mine to år med stolthed. Det har ikke været nemt hver dag. Efter 13 år i den samme klub skulle jeg tilpasse mig et hold, der spiller en anderledes form for håndbold – og så endda på et nyt sprog. Men selv når det var svært, gav jeg ikke op, og jeg har fået stor hjælp fra både holdkammerater og trænere. Især Laurids skylder jeg en særlig tak. Jeg vil aldrig glemme alle de minder og oplevelser, som jeg tager med mig tilbage til Frankrig – både fra håndboldbanen og fra livet udenfor banen, hvor jeg blandt andet har lært flæskesvær og smørrebrød at kende,” lyder det fra Léo, som slår over i dansk, da snakken får en mere gastronomisk og humoristisk drejning.
Fra en smilende bemærkning om danske specialiteter bliver stemningen dog hurtigt mere alvorlig, og Léo må kæmpe for at holde tårerne tilbage, da talen falder på den afsked, der venter til sommer:
”Nu er det tid til, at min kæreste og jeg lader vores danske eventyr få en afslutning og vender hjem til Frankrig. Der venter os begge nye og spændende projekter – både på og uden for håndboldbanen – og så savner vi naturligvis også vores familier hjemme i Sydfrankrig.”
Léo havde meget på hjerte og rundede interviewet af med at sende taknemmelige ord i mange retninger. Endnu engang blev der slået over i dansk, da vendingen ”mange tak” blev gentaget flere gange:
”Først og fremmest vil jeg gerne takke min ven Jesper for at åbne døren til denne helt særlige klub. Tak til holdet for at tage godt imod mig og acceptere mig, som jeg er. Tak til fansene for altid at bakke op – både hjemme og rundt omkring i hele Danmark. Og tak til folkene i klubben, som hjalp min kæreste og mig med alt det, der følger med at flytte til et nyt land. Her tænker jeg især på Jesper Dahl, Laurids, Blom og Frederik fra kontoret, inklusive hans familie. Tak til holdet, tak til staben og tak til alle, der har været med til at give mig to meget lykkelige år i Danmark. Jeg ønsker klubben alt det bedste fremover og ser frem til at komme på besøg,” afslutter den tydeligt berørte franskmand.
Når man læser de mange flotte ord fra Léo, er man ikke i tvivl om, at han har været glad for at være en del af klubben og holdet i Nordsjælland. Følelserne lader også til at være gengældt, når man hører fra cheftræner Laurids Søgaard:
”Léo har de seneste to sæsonen været med til at sætte meget værdifuld kolorit på tilværelsen i Nordsjælland Håndbold. Uden for banen som det både sjove og omsorgsfulde menneske han er, hvor han på trods af selv være ny, har været helt ekstraordinær til at tage sig af de helt unge. På banen har vi oplevet positive synergier mellem hans mere sydlandske stil og den mere strukturerede danske, som i momenter har fået det hele til at gå op i en højere enhed. Vi er ikke lykkedes 100% med at forløse Léo, men det jagter vi fortsat frem mod sommerferien, hvor vi helt sikkert ser frem mod en følelsesladet afsked.”
