Hillerød
11/02 - kl. 19:00
NH vs MTH
Skip to main content

Vi er kommet i gang med kampkalenderen for 2026 og dermed også de sidste otte afgørende kampe i grundspillet. Den første af disse blev til en flot udebanesejr på 31-41 mod Ribe-Esbjerg. Nu venter Mors-Thy Håndbold, og vi har set frem mod kampen sammen med vores cheftræner.

”Sejren på udebane mod Ribe-Esbjerg var en rigtig god start på kalenderåret og giver holdet tro på tingene. Forhåbentlig bliver det en god affyringsrampe til de kommende kampe, og i særdeleshed til den næste kamp mod Mors-Thy Håndbold,” siger Laurids.

Med sejren i den første kamp rykkede Nordsjælland Håndbold markant op i tabellen og lagde samtidig afstand til Grindsted på den direkte nedrykningsplads. Det placerer os i et tæt felt, hvor adskillige hold ligger inden for få point, og skaber derfor stor kamp om de placeringer, der er afgørende for resten af sæsonen – uanset om det bliver slutspil eller kvalifikationsspil. Dette er Laurids også klar over:

”Vi er i en situation, hvor faren for direkte nedrykning ser ud til at være væk. Nu handler det om at vinde så mange kampe og placeringer som muligt for at give os selv det bedst mulige udgangspunkt. Sejren i Ribe viste tydeligt, hvor meget to point kan rykke i tabellen. Set i det lys er kampen mod Mors-Thy selvfølgelig vigtig, men det bliver alle de resterende kampe i grundspillet,” afslutter Laurids Søgaard.

Kampen spilles onsdag aften kl. 19:00 i Royal Stage, hvor der i forbindelse med vinterferien vil være masser af sjov inden kampstart. Dørene åbner kl. 17:30.