Udebane
07/04 - kl. 19:00
SØN vs NH
Skip to main content

Efter en påske med en tom kampkalender er det tirsdag aften igen tid til point på spil, når kvalifikationsspillet indledes med en udebanekamp mod Sønderjyske.

Grundspillet blev rundet flot af med tre sejre i træk, hvilket sikrede to vigtige point med over i kvalifikationsspillet. Kamppausen er blevet brugt fornuftigt, og truppen har haft fokus på at stå så skarpt som muligt frem mod en afgørende fase af sæsonen.

Vi har talt med Nikolaj Larsson om turen til Skansen i Sønderborg – netop der, hvor den gode stime begyndte:

“Det er virkelig fedt, at vi som gruppe har sat os selv i en situation, hvor vi med tre sejre i træk har sikret os to vigtige point med over i kvalifikationsspillet. Det giver ekstra glæde og motivation til at fortsætte det gode arbejde til træning.

Derudover bliver det spændende allerede nu at skulle møde Sønderjyske igen. Vi har haft mulighed for at kigge grundigt på den seneste kamp, hvor jeg, på trods af sejren, stadig ser flere ting, vi kan gøre bedre. Det har de helt sikkert også, og med en ny cheftræner kommer de formentlig med en lidt anden tilgang. Jeg håber selvfølgelig, at det er os, der har lært mest siden sidst, så vi kan starte puljen med en sejr.

Det er altid fedt at spille de her kampe. Alle ved, hvor meget der er på spil, og det kan mærkes på den stemning der er i hallerne. Forhåbentlig kan vi være skarpe i de kommende kampe og få tingene afgjort til vores fordel, gerne så tidligt som muligt, så vi kan bygge videre på det momentum, vi har lige nu, og undgå en altafgørende kamp på sidste spilledag.”

Kampen markerer samtidig starten på en travl periode, hvor de tre første runder af kvalifikationsspillet afvikles på blot ni dage. Efter opgøret i Sønderborg venter to lokalopgør på hjemmebane mod TMS Ringsted og HØJ Elite den 11. og 15. april.

Kvalifikationsspillet vises ikke på tv, så hvis turen ikke går til Sønderborg, kan kampen følges via tophåndbold-appen og NH’s sociale medier. Ellers er der god mulighed for at opleve det hele tæt på, når vi spiller hjemme igen senere på ugen.