Udebane
05/02 - kl. 18:30
REH vs NH
Skip to main content

Ventetiden er ovre, og torsdag aften genoptages Håndboldligaen, når turen går til Ribe, hvor Ribe-Esbjerg venter som modstander. Efter en længere periode uden kompetitive kampe er det altid spændende at se, hvor holdet står. Det har vi taget en snak med stregspiller Julius Mørch om:

”Vi har brugt januar måned på at træne rigtig hårdt og fokuseret for at stå stærkest muligt, når ligakampene går i gang igen. Det er blevet til mange gode og hårde timer hjemme i hallen, men især også på træningslejren i La Santa, hvor det fysiske niveau fik et ekstra løft i de rammer, der var til rådighed. Samtidig var turen til La Santa med til at styrke det sociale sammenhold i truppen markant.

I forhold til de træningskampe, vi har spillet, har der været mange gode takter. Kampene har samtidig været med til at få rusten banket af, så vi står så godt som muligt frem mod opgøret i Ribe. Her forventer vi en intens oplevelse, hvor begge hold virkelig har brug for pointene for at kunne bevæge sig opad i tabellen,” afslutter Julius.

Forud for kampen har begge hold 13 point, og med den ekstremt tætte tabel kan en sejr betyde flere placeringer frem. Der er derfor lagt op til en intens aften, når der fløjtes op i Ribe Fritidscenter torsdag kl. 18.30. Kampen vises ikke på tv, men kan følges via Tophåndbold-appen samt på Nordsjælland Håndbolds sociale medier.