Når den danske liga i denne uge skydes i gang igen, bliver det uden Jacob Bro i Nordsjælland-truppen. I stedet skal den 22-årige playmaker prøve kræfter med en ny liga, når han i resten af sæsonen tørner ud for svenske OV Helsingborg.
Jacob Bro skifter på en udlånsaftale, der løber sæsonen ud og dermed dækker den resterende kontraktperiode i Nordsjælland Håndbold.
Playmakeren har fået sin håndboldopvækst i Hillerød HK og Nordsjælland Håndbold, og han har mange positive ord med på vejen, da vi talte med ham forud for skiftet:
”Jeg er rigtig glad for min tid i Nordsjælland Håndbold, som har formet mig både som håndboldspiller og til dels som menneske. Jeg har lært utrolig meget på min vej op gennem rækkerne i klubben og føler mig nu klar til at flyve fra reden. Det kulminerer rigtig godt med, at Helsingborg kom med et super spændende tilbud, som samtidig kan kombineres med mit studie i København. Derfor vælger jeg at tage dette skifte nu.
Der er mange i Nordsjælland Håndbold, jeg skylder en tak, men særligt vil jeg gerne takke min spillerpartner Peter Bloch fra Top Anlæg samt Peter Toyberg fra klubbens guldpartner Sound Fund Services, som har givet mig muligheden for at have et arbejde, der kunne kombineres med både studie og håndbold,” lyder det fra Bro.
Cheftræner Laurids Søgaard og Jacob Bro har arbejdet tæt sammen gennem snart seks sæsoner, hvor de har fulgtes ad fra NH-Talent og op på ligaholdet. Derfor kender Laurids også Jacob godt, når han sætter ord på udlejningen:
”Spilletiden og rollen på ligaholdet har desværre ikke været helt, som både vi og Jacob havde håbet i første halvdel af sæsonen. Jacob er dog som vi kender ham, mødt ind hver dag med en stærk indsats og tilgang i hverdagen. Derfor er jeg også meget glad for, at vi er lykkedes med at leje Jacob ud til OV Helsingborg. Jeg er overbevist om, at det er den rette hylde for Jacob på nuværende tidspunkt, og jeg tror og håber på, at han får valuta for sin altid stærke tilgang til tingene.”
Samarbejdet over sundet omkring udlånsaftalen glæder også direktør Kim Scheuer Nielsen:
”Vi skal ikke glemme at takke Helsingborg for et godt og effektivt samarbejde for at sikre de bedste rammer for en af vores unge spillere. Jacob er en af klubbens egne og har Nordsjælland Håndbold under huden, og vi føler et stort ansvar for at sikre spillere som ham de bedst mulige forudsætninger i deres videre udvikling. Derfor er det glædeligt, at vi er lykkedes med en aftale over sundet, som vi håber, kan danne grundlag for et fortsat godt samarbejde.” afslutter Kim Scheuer Nielsen.
Jacob kan allerede få sin debut for OV Helsingborg i morgen hvor de genoptager den svenske liga med en udekamp mod Amo HK.
