Nordsjælland Håndbold styrker truppen med den 22-årige venstre back Daniel Stanciuc, der skifter fra den rumænske Champions League-klub Dinamo București med øjeblikkelig virkning. Aftalen løber frem til sommeren 2028.
Daniel Stanciuc har allerede trods sin unge alder opbygget værdifuld erfaring fra international håndbold. Siden 2023 har han spillet for Dinamo București, hvor han har optrådt i Champions League. Samtidig har han repræsenteret Rumæniens A-landshold 18 gange og scoret hele 53 mål ved U21-VM i 2025.
Hos Nordsjælland Håndbold glæder direktør Kim Scheuer Nielsen sig over muligheden for at hente den unge rumæner til klubben.
”Da muligheden for at hente Daniel opstod, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle slå til. Vi får en ung spiller med et stort potentiale og værdifuld erfaring fra international håndbold, som vi glæder os til at se udfolde sig i Nordsjælland Håndbold,” siger Kim Scheuer Nielsen.
Et godt match til spillestilen
Cheftræner Lasse Folkmann har fulgt Daniel Stanciucs udvikling gennem de seneste par sæsoner og ser frem til at få ham ind i truppen. Han fremhæver især rumænerens dynamik, målfarlighed og evner i det direkte spil.
”Jeg har fulgt hans udvikling gennem de seneste par sæsoner og er overbevist om, at han vil passe rigtig godt ind i vores tempofyldte spillestil i Nordsjælland. Han er en dynamisk og målfarlig spiller, som besidder stærke kompetencer i det direkte spil,” siger Lasse Folkmann.
Cheftræneren peger samtidig på, at Daniel kommer med værdifuld erfaring fra både det rumænske landshold og Champions League, som kan bidrage positivt til holdets og klubbens udvikling.
Søger nye udfordringer i Danmark
For Daniel Stanciuc er skiftet til Danmark et vigtigt skridt i den personlige udvikling som håndboldspiller. Han har længe haft et ønske om at spille i en stærk liga og ser Nordsjælland Håndbold som det rette sted at tage næste skridt.
”Jeg har længe gerne villet spille i en stærk liga, og Danmark er det rigtige sted for mig at fortsætte min personlige udvikling som håndboldspiller. Valget af Nordsjælland Håndbold skyldes i høj grad den plan, jeg er blevet præsenteret for, og de spillemæssige ting, jeg allerede har talt med Lasse (red. Lasse Folkmann) om. Jeg håber, at jeg hurtigt kan blive en forstærkning for holdet og bidrage til, at vi sammen kan jagte en masse sejre,” afslutter Daniel Stanciuc.
Daniel forventes at støde til truppen inden for nær fremtid og dermed også være til rådighed til kamp inden længe. Han får trøje nummer 44 i ligatruppen.