Søndagens pointdeling i Kolding betyder at vi for nuværende har tre point. Alle tre point hentet på udebane. Noget vi håber, der allerede bliver lavet om i dag mod Ribe-Esbjerg.
Søndagens kamp i Kolding var også første kamp med Lasse Folkmann i spidsen for Nordsjælland Håndbold. Den nytilkomne cheftræner beskriver selv sin start i klubben som lige på og hårdt:
”De første par dage har været hektiske, men gode. Vi havde en kamp to dage efter jeg startede, så på den måde har der ikke været tid til noget revolutionerende. Jeg skulle hurtigt finde rytmen og måden tingene allerede kørte på, og heldigvis så oplever jeg en god ro i klubben og på holdet, selvom det har været en lidt kaotisk tid.”
Søndagens kamp førte vi nærmest fra start til slut, og det ærgrer derfor også den nye chef, at vi ikke hev begge point med hjem over broerne:
”Jeg er faktisk tilfreds med langt størstedelen af vores præstation i søndags. Vi gør mange rigtige gode ting, og derfor irriterer det mig også afsindigt, at vi ikke får snøret sækken, for jeg synes, at vi var det bedste hold. Når det så er sagt, og skuffelsen har lagt sig, så får vi et point på udebane, og det er aldrig nemt i den her liga, hvor alle holdene bare slår hinanden på kryds og tværs.
Og netop de gode ting er også dem, der er vigtige at holde fast i frem imod Ribe-Esbjerg, fordi vi stadig ikke har oceaner af tid til at lave vildt meget om, men derimod kun få justeret nogle små ting og nuancer i spillet.
Ribe Esbjerg er startet godt og er stadig ubesejret indtil videre, så det er en stor opgave der venter os imod et hold, der har en stor fysisk og ligger og skifter meget i højden i deres defensiv, som vi har haft en del fokus på at finde løsninger på. Deres islandske landsholdsspiller Elvar Ásgeirsson fylder meget i deres spil, hvor han binder tingene sammen både defensivt og offensivt, så ham skal vi have i kort snor, hvis vi skal lykkes med vores plan.
Samtidig så glæder jeg mig meget til at have Royal Stage som hjemmebane for første gang. Jeg har været en del gange i Nordsjælland som udehold, og det er få gange jeg har fået noget med hjem, så det er dejligt endelig at have den støtte på min side. Der plejer altid at være godt gang i tilskuerne, så det skal de bare fortsætte med, så vi kan få lagt noget tryk på udeholdet. Det betyder virkelig noget”.