Hillerød
02/09 - kl. 19:00
NH vs SAH

Sent søndag aften hentede vi sæsonens første sejr i håndboldligaen. Kun tre dage senere venter de danske vicemestre fra Skanderborg AGF. Vi har kigget frem mod næste opgave sammen med Nicolaj Jensen.

”Det er altid en stor forløsning at få sæsonens første sejr. Og så giver det rigtig meget til gruppen at vinde en kamp på den måde, som vi gjorde det mod BSH søndag aften. Det er brændstof på maskinen og giver tro på, at de ting, vi træner på hver dag, giver mening.”

Om Nico og spillerne lykkedes med at fortsætte de gode takter, finder vi ud af onsdag, når SAH er på programmet. En stor opgave, hvis man spørger Nico.

”Det er en rigtig dygtig modstander, der venter onsdag. SAH har vist et kontinuerligt højt niveau og vandt helt fortjent DM-sølv sidste sæson. De skal desuden have ros for at være et godt hold med et fast koncept, som de lykkes godt med at holde sig til.”

Hos SAH finder man blandt deres mange profiler tre tidligere NH-spillere; Magnus KP, Jeppe Cieslak og Gustav Bruun, som alle kan se frem til et gensyn med deres gamle hjemmebane.

”Vi kender jo flere af deres spillere særdeles godt i NH. Jeppe Cieslak og Magnus KP viste sidste sæson, at de var blandt de bedste i ligaen på deres position. Derudover ser Gustav Bruun også ud til at være kommet godt i gang efter sin ankomst. Så selvom det ærgrer os, at de ikke længere er hos os, beviser det endnu en gang, hvad det er, vi gerne vil med udviklingen af unge spillere i NH.

Vi får derfor brug for fuld opbakning fra Royal Stage endnu en gang. Jeg er meget imponeret over, hvor stærk opbakning vores fans giver os på udebane, men det giver alligevel utvivlsomt et hak op, når vi skal spille hjemme i egen hule.”