I dag går turen til Fredericia på årets sidste udebanetur, når vi skal se, om vi kan snuppe to vigtige point på en svær udebane. Ugen har allerede budt på en hjemmekamp mod Grindsted, hvor vi sikrede os to vigtige point.
De to point kom i hus efter en velspillet kamp af hjemmeholdet – en sejr, som Carl-Emil Haunstrup var meget tilfreds med:
”Det var rart med en sejr, jeg synes, at vi spillede fint i vores 6 mod 6 og vores 7 mod 6 var virkelig godt, og så lignede det heller ikke, at Grindsted ramte deres topniveau, men det var også vores fortjeneste, fordi jeg synes, vi gjorde det svært for dem i vores 5-1.”
Selvom glæden over sejren er stor, er fokus nu rettet mod at slutte året stærkt af:
”Vi er altid glade for en sejr i den her trup, men vi er også bevidste om, at vi skal slutte det her år godt af, og vi ser nogle muligheder i næste kamp og mod HØJ hjemme.”
Næste opgave er Fredericia på udebane. En hjemmebane som er notorisk kendt for at være et svært sted at spille, så det bliver en stor udfordring holdet kommer på i Fredericia, fortæller Carl-Emil:
”Fredericia er en stor størrelse især på den hjemmebane, som er meget velkendt i håndbold-Danmark. Det bliver en svær kamp, men jeg tror med fuld koncentration og med selvtillid fra sidste kamp mod Grindsted, at vi har en chance for at spille op med dem.”
Med en udsolgt fanbus er der udsigt til stor opbakning fra NH-fansene – noget, som Carl-Emil sætter stor pris på:
”Deres støtte betyder meget, jeg synes NHs fans er for vilde og stor respekt for, at de bruger deres tid på at tage til Fredericia,” afslutter Carl-Emil.
Der er altså lagt op til et brag af en kamp i Middelfart Sparekasse i Fredericia. Kampen kan følges på Tophåndbold samt på Nordsjælland Håndbolds Instagram kl. 19.00.
