Udebane
15/11 - kl. 15:00
GOG vs NH
Skip to main content

I Nordsjælland Håndbold arbejder vi målrettet med hele mennesket bag spilleren både fysisk og mentalt. Derfor er mentaltræning en fast og integreret del af vores hverdag. Et område, der prioriteres og anerkendes som en vigtig del af spillerudviklingen.

For at styrke det mentale område har klubben tilknyttet Håkon Holm, der står i spidsen for arbejdet med både ligaholdet og ungdomsafdelingen i NH-Talent.

Håkon har en baggrund fra Københavns Universitet med speciale i idrætspsykologi og talentudvikling og har erfaring fra at være mental student i FCK og Head of Mental Performance i Hvidovre Talentakademi. Håkon er ligeledes tilknyttet forbund som DBU og DH, hvor han hjælper med at undervise og implementere sportspsykologi.

I Nordsjælland Håndbold er hans opgave klar:

”Min rolle i Nordsjælland Håndbold er at sparre med trænerne og give spillerne konkrete mentale værktøjer, så de står stærkere både som individer og som hold. Spillerne skal f.eks. have redskaber til at sætte sig selv op til at lykkes, når presset stiger, og det virkelig gælder,” forklarer han.

I praksis arbejder Håkon på tre niveauer, der omfatter både det individuelle, det holdmæssige og det organisatoriske niveau.

“På individniveau handler det om spillernes evne til at forberede sig mentalt på at lykkes – fx gennem visualisering, kendskab til egne genopladningsrutiner, reaktionsmønstre og mentale strategier.
På holdniveau arbejder vi med gruppedynamik og adfærd, så vi kan reagere konstruktivt, når vi møder modgang.
Og på det organisatoriske niveau handler det om at sparre med trænerne, arbejde med kulturen, skabe et fælles sprog for det mentale og have tydelige aftaler, så mentaltræning bliver en naturlig del af måden, vi gør tingene på,” forklarer Håkon.

De seneste år har den mentale del af elitesport fået større opmærksomhed, men ifølge Håkon er der stadig behov for mere struktur og bevidsthed om, hvordan man arbejder med det i praksis. 

”Siden 80’erne har der været en enorm udvikling i den fysiske træning, og alle ved, hvor vigtigt det er at arbejde systematisk for at præstere bedre. Den mentale del har derimod ofte været overset. Mange anerkender, hvor vigtigt det er at træne mentale færdigheder, men få ved, hvordan man gør det struktureret. Ligesom vi planlægger den fysiske træning, kan vi også træne de mentale færdigheder og arbejde med vores kultur gennem øvelser, sprog og rutiner.”

”Målet i Nordsjælland Håndbold er, at mentaltræning bliver en naturlig og kontinuerlig del af hverdagen. Her er min rolle at gøre arbejdet relevant, anvendeligt og praksisnært for både spillere og trænere. Hvis vi kan sætte nogle systemer op, så det kan trænes kontinuerligt – ligesom den fysiske del – får spillerne nogle redskaber, og vi som hold bliver bedre rustet til forskellige scenarier. Så får vi både værktøjer, modeller og et fælles sprog for, hvordan vi håndterer de her ting.”

”Mentaltræning handler dog ikke kun om samtaler og redskaber, men også om den kultur, der leves i dagligdagen. Vi skaber kultur gennem måden, vi taler sammen, støtter hinanden og håndterer udfordringer. Kulturen kan være mere eller mindre hensigtsmæssig til at understøtte trivsel og præstation, og min opgave er at sætte fokus på at gøre det usynlige synligt og understøtte, at vi som klub har et psykologisk informeret miljø, hvor vi arbejder i samme retning,” afslutter Håkon.

Håkon har været tilknyttet Nordsjælland siden sommer og arbejder fremover både med ligaholdet og ungdomsholdene i NH-Talent. Med Håkons tilgang ønsker Nordsjælland Håndbold at skabe en stærk mental kultur fra talent til liga, hvor spillerne får de bedste forudsætninger for at præstere, trives og udvikle sig som både mennesker og atleter.