Efter en flot og vigtig sejr over Skanderborg AGF venter der lørdag eftermiddag endnu en spændende opgave, når Sønderjyske Herrehåndbold gæster Helsinge-Hallen kl. 16.00.
Cheftræner, Laurids Søgaard, ser tilbage på sejren med stor tilfredshed – ikke mindst over holdets indsats i den defensive ende, som bliver et vigtigt fokuspunkt frem mod lørdagens kamp:
”Det var en rigtig dejlig oplevelse, og det er med til at bekræfte os i, at vi er på rette vej. Vi skal i særlig grad fastholde den defensive intensitet, som i høj grad banede vejen for sejren.”
Netop det gode forsvarsspil var afgørende mod Skanderborg AGF, og det bliver et element, holdet skal bygge videre på frem mod mødet med Sønderjyske. Sejren kom efter en periode med et par nederlag, og derfor var det ekstra dejligt at kunne sætte to point på kontoen:
”På trods af, at pointene er udeblevet i en periode, synes jeg faktisk, at drengene har været utrolig gode til at skille ’skidt og kanel’ og holde snuden i sporet. Det er dog klart, at det altid er lidt ekstra dejligt, når der kommer point på kontoen,” fortæller Laurids.
Lørdagens modstander, Sønderjyske, har ændret spillestil en smule til denne sæson, og Laurids forventer en kamp med høj intensitet:
”Det er et hold, der til den indeværende sæson har lagt stilen en lille smule om – mere 6 mod 6 og meget mere løb mellem buerne – så det bliver endnu en kamp med fart over feltet. Vi kan dog stadig regne med, at der er et par centrale forsvarsspillere, der er klar til at slå fra sig,” afslutter Laurids.
Der er altså lagt op til en intens og tempofyldt kamp, når fløjten lyder kl. 16.00 i Helsinge-Hallen.
