Hillerød
04/11 - kl. 20:00
NH vs SAH
Skip to main content

Lørdag eftermiddag drager Nordsjælland Håndbold igen på udebane, når turen går til Ringsted-Hallerne, hvor TMS Ringsted venter i et vigtigt opgør.

Seneste kamp mod Bjerringbro-Silkeborg endte med et nederlag, men Nikolaj Larsson ser muligheder for at få vendt stimen af nederlag:

”Vi har ikke ændret så meget – vi gør grundlæggende de samme ting som fra starten af sæsonen. Men helt åbenlyst har vi brændt rigtig mange chancer i de seneste par kampe, særligt straffekast, men også mange åbne chancer, som vi måske ikke har brændt tidligere i sæsonen. Vores syv mod seks fungerede rigtig godt imod Bjerringbro-Silkeborg, men nogle gange er håndbold så simpelt, at tekniske fejl bliver straffet. Brænder man en åben chance, går der ikke mere end tre sekunder, før bolden ligger i den anden ende. Vi skal tilbage til at få eksekveret godt på vores chancer – så tror jeg også, vi hurtigt kan finde tilbage på rette vej.”

Opgørene mod Ringsted plejer altid at have lidt ekstra tænding, fortæller Larsson:

”Der er ofte relationer på kryds og tværs af holdene, og mange af spillerne bor også i København, så man kender hinanden lidt bedre end de andre hold. Der er også en naturlig geografisk konkurrence. Før i tiden var det kun os og Ringsted på Sjælland, og nu er HØJ også kommet med, men det giver en ekstra gnist at ville slå lokalrivalerne.”

Om lørdagens modstander siger Nikolaj videre:

”De sidste par kampe har særligt Oliver Wosniak og Rasmus Graffe lavet rigtig mange mål, så vi skal prøve at få lagt låg på dem. Jeg synes også, de har et rigtig stærkt forsvar inde i midten med Joachim Møller og Gustav Bergendahl. Vi skal spille direkte, men også være lidt mere snu. Det er nok ikke nogen hemmelighed, at det ikke er den fysiske muskelduel, vi vinder mod de to, så vi skal spille med kløgt og ikke give dem for mange nemme chancer at løbe på,” afslutter Larsson.

Der er kampstart kl. 15.00 i Ringsted, og opgøret kan følges på vores Instagram-story samt på Tophåndbold.