Fredag aften venter endnu et spændende opgør i Bambuni Herreligaen, når Nordsjælland Håndbold tager imod Bjerringbro-Silkeborg i Helsinge-Hallen kl. 19.00.
Trods nederlaget mod Mors-Thy Håndbold og en dårlig start på kampen, er der alligevel gode takter at tage med videre, fortæller cheftræner, Laurids Søgaard:
”Vi fik en start med ualmindeligt mærkelige tekniske fejl, der gjorde, at vi hurtigt kom bagud, og som vi måtte kæmpe med resten af kampen. Et andet parameter var, at vi ikke fik eksekveret på vores chance, som også kan ses på de fem brændte straffekast. Hvis vi tager de to parametre ud, så synes jeg faktisk, at vi leverede en rigtig fin kamp, men det er klart, når man så hurtigt kommer bagud, kommer man til at hænge en lille smule efter hele kampen. Isoleret set på spillet var det ikke så ringe endda, og det giver os forhåbninger om, at vi snart skal til at have nogen point på kontoen igen.”
”Jeg synes også, det er en kamp, hvor særligt Rasmus Arvling kommer ind og gør et rigtig fint indhop, specielt i vores syv-mod-seks spil”
Næste modstander, Bjerringbro-Silkeborg, kommer ind til kampen med to nederlag og en sejr i de seneste tre kampe.
Fredag aften jagter holdet igen to point, hvor cheftræneren håber på en fyldt Helsinge-Hal:
”Vi glæder os til kampen mod BSH. De har leveret nogen rigtig flotte præstationer, men de har også lavet nogen præstationer, hvor de falder lidt fra hinanden. Det har vi selvfølgelig kigget lidt på, hvilke betingelser der skal være til stede for det sidste. Vi håber på en fyldt Helsinge-Hal kan være med til at skabe den intense kulisse, som vi også tror, der skal til for at slå et godt BSH-mandskab,” afslutter Laurids.