Helsinge
17/10 - kl. 19:00
NH vs BSH
Skip to main content

Lørdag eftermiddag tager Nordsjælland Håndbold igen på udebanetur, når modstanderen er Mors-Thy Håndbold i Thyhallerne. Blot 11 dage efter deres møde i Pokalturneringen, står holdene over for hinanden igen – denne gang i Herreligaen, hvor der er to point på spil.

Om den tætte kampkalender fortæller Jesper Dahl:

”Det har været intenst med tre kampe på så kort tid, og det er ikke noget, man bare lige gør, så det passer os fint at have lidt dage til at kunne trække vejret og samle kræfterne igen.”

Kampen mod Ribe-Esbjerg HH endte desværre med et nederlag, men fokusset er nu rettet mod næste modstander:

”Vi vil selvfølgelig gerne vinde alle kampe, og specielt på hjemmebane. Vi har fået evalueret kampen og fået nogle gode træninger i benene, så fokusset er fuldt rettet mod næste modstander, Mors-Thy Håndbold.”

I pokalkampen for nylig blev det en tæt affære, hvor Nordsjælland Håndbold måtte se sig slået med blot ét mål. Om lørdagens kamp siger Jesper Dahl:

”Det er specielt at spille mod det samme hold, så tæt på hinanden. Man bruger meget den seneste kamp til at analysere hvad der gik godt for os, og hvad lykkedes modstanderen med, som vi skal prøve at forhindre. Det er jeg sikker på Mors-Thy også har prøvet på, så det bliver spændende at se, hvem der lykkedes bedst med at udnytte det.”

Kampen kan følges på Nordsjælland Håndbolds Instagram samt Tophåndbold kl. 16.00.