Det er en vane, som Nordsjælland hurtigst muligt skal lægge fra sig. Som mod TTH Holstebro i premieren, så var Nordsjælland for længe om at komme i omdrejninger i lørdagens andenrunde opgør mod de danske mestre Aalborg i mændenes Håndboldliga.
Nordsjælland nåede ganske vist at indhente et syvmåls-forspring undervejs, men det kostede også så mange kræfter, at Aalborg i sidste ende kunne rejse hjem fra Royal Stage i Hillerød med en sejr 34-37.
Der var optræk til det helt store kollaps i 1. halvleg. Aalborgs Thomas Arnoldsen øgede til 13-6 allerede efter et kvarters spil, og Nordsjælland havde store problemer i begge ender af banen.
Forsvarsmæssigt havde hjemmeholdet svært ved at dæmme op for nordjydernes større fysik og fart, og i den modsatte ende af banen måtte Nordsjælland kæmpe hårdt for hver eneste scoring. En afklapsning var under opsejling.
Men Nordsjælland fik i første omgang afværget sammenbruddet. Cheftræner Laurids Søgaard dikterede 7-6-angrebsspil, og i forsvaret fik man også steppet op. Det var medvirkende for, at Carl-Emil Haunstrup med to sikre straffescoringer i træk kunne reducere til 14-16.
Desværre gik det sidste minut af 1. halvleg ikke Nordsjællands vej. Matias Campbell måtte se Aalborg-keeper Fabian Norsten parere sin afslutning med 20 sekunder igen. I stedet for kun at være nede med to mål ved pause kom Nordsjælland ned med fire, da Thomas Arnoldsen gjorde det til pausestillingen 18-14 i halvlegens sidste sekund.
Men det fik Nordsjælland rettet op på med en god start på 2. halvleg. Eksplosive Nikolaj Larsson var den rene dynamit. Han åbnede de sidste 30 minutter med to scoringer og bragte dermed Nordsjælland tilbage i kampen, og syv minutter inde i 2. halvleg udlignede svenske Martin Lindell til 21-21 med sin første ligascoring for sin nye klub efter ankomsten fra Runar Sandefjord.
Desværre var det den eneste gang i opgøret, at Nordsjælland var på omgangshøjde med Aalborg. Et par scoringer af Thomas Arnoldsen gav nordjyderne ny luft, selv om Jimmi Andersen havde fået godt fat i målet efter at have afløst Erik Hvenfeldt mod slutningen af 1. halvleg.
Ved indgangen til de sidste ti minutter havde Aalborg igen opbygget et fem-målsforspring, så det blev ikke rigtig spændende, selv om Nordsjælland blev ved med at spille dets chance.
Håndboldligaen mænd
Nordsjælland-Aalborg 34-37 (14-18)
Nordsjælland: Nikolaj Larsson 8, Gustav Bruun 6, Carl-Emil Haunstrup 5, Matias Campbell 5, Tim Rantala 3, Rasmus Madsbøll 3, Julius Mørch-Rasmussen 1, Léo Martinez 1, Martin Lindell 1, Henrik Theter Jensen 1.
Aalborg: Thomas Arnoldsen 11, Lukas Nilsson 7, Buster Juul 5, Mads Hoxer 4, Marinus Munk 3, René Antonsen 2, Simon Hald 1, Kristian Bjørnsen 1, Juri Knorr 1.