Nordsjælland Håndbold- HC Odense 31-28 (15-12).
Målscorere: Jeppe Cieslak 6, Tobias Jørgensen 5, Nichlas Hald, Matias Campbell og Carl-Emil Haunstrup hver 4, Mathias Møller 3, Andreas Nielsen og Kasper Kisum hver 2 og Anders Agger 1. Topscorer for HC Odense Andreas Madsen 6. Straffe: 1 til HC Odense Udvisninger: NH 3 og HC Odense 2. Tilskuere: 468 i Royal Stage, Hillerød. Fjerde sejr i træk! Nordsjælland Håndbold var igen på hjemmebane i Royal Stage efter den lange tur for en uge siden til det nordjyske. Holdet kom flyvende fra start for efter 6 minutter førte NH 5-1, selv om holdet i samme periode havde haft en udvisning. Alle fans glædede sig over den hurtige føring og regnede nok med at det skulle blive en work over-kamp, men HC Odense ville det anderledes for efter et kvarter var stillingen 8-8. Rev sig selv op ved hårrødderne NH kunne ikke få spillet til at glide som i de første minutter, specielt kneb det i forsvaret, og NH’s målmand Frederik Andersson var chanceløs og med 4 min. igen var stillingen 12-12. NH blev i de sidste minutter af 1. halvleg ramt af deres 3. udvisning, men da var det ligesom om, at spillerne rev sig selv op ved hårrødderne og fik skabt et lille hul og kunne gå til pause med en føring på 3 mål – 15-12. Tilmed klarede Frederik Andersson et straffe efter pausesignalet havde lydt. Tre tabte bolde blev dyre 2. halvleg var ikke mange sekunder gammel før HC Odense fik reduceret til 13-15. I de følgende minutter kunne NH slet ikke få det til at fungere: 3 angreb og 3 tabte bolde og efter 5 minutter var stillingen 17-17, hvilket fik cheftræner Simon Dahl til at tage time out. NH begyndte at spille 7 mod 6 og i målet havde Frederik Andersson adskillige flotte redninger, hvilket betød at NH kunne bringe sig i front med 20-18. HC Odense var dog ikke slået ud af kurs og efter et kvarter var stillingen igen uafgjort – 21-21. Frederik Andersson viste vejen I de følgende minutter var det NH’s målmand Frederik Andersson, der viste vejen med gode redninger og efter 20 minutter var stillingen 25-22 og NH-fansene åndede lettede op, men HC Odense ville det anderledes og med små 5 minutter tilbage af kampen var stillingen 27-26. Igen var det Frederik Andersson, der trådte i karakter, hvilket resulterede i, at HC Odense kun nettede 2 gange yderligere i kampen, hvor i mod NH scorede 4 gange til slutresultatet 31-28. Kampens spiller blev så velfortjent Frederik Andersson, som i øvrigt for tredje kamp i træk stod hele kampen. Dernæst var det glædeligt at se, at Jeppe Cieslak havde tur i den, hvilket resulterede i 6 rene scoringer, særlig i 2. halvleg. Eneste hold med maksimumpoint NH er nu det eneste hold i 1. division der har maksimumpoint og der er ingen tvivl om, at alle hold vil gøre alt for at slå NH, da de er nedrykkere fra Ligaen, og holdet vil hver gang de går på banen være favoritter på papiret, men der er ingen lette kampe, hvilket også viste sig i gårsdagens kamp. NH skal allerede i kamp igen på fredag, hvor det er Otterup HK der venter på udebane. Næste hjemmekamp er lørdag 10. oktober kl. 15, hvor HC Midtjylland kommer på besøg i Helsingør Hallen. Kirsten Hebo, 29. september 2020
0 Kommentarer
Elitesport Vendsyssel-Nordsjælland Håndbold 20-29 ( 9-12).
Målscorere: Carl-Emil Haunstrup 9, heraf 4 på straffe, Mathias Møller og Kasper Kisum hver 5, Tobias Rasmussen 3, Nichlas Hald og Matias Campbell hver 2, Tobias Jørgensen, Andreas Nielsen og Jeppe Cieslak hver 1. Udvisninger: 1 til NH og 4 til Vendsyssel. Straffe: 4 til NH og 2 til Vendsyssel, hvoraf 1 blev brændt Tilskuere: 250 hvoraf ca. 15 repræsenterede NH i Idrætshallen, Frederikshavn 19. september 2020. Den lange tur til Frederikshavn blev belønnet med den tredje sejr i 3 kampe. Holdet var taget afsted dagen før, idet lørdagens kamp allerede skulle spilles kl. 14.00 og for at spillerne ikke skulle op nærmest midt om natten, havde klubben valgt denne løsning. Nordsjælland Håndbold var bagud 5-1 inden der var spillet 6 minutter: holdet kunne ikke få spillet til at køre, hverken i forsvar eller angreb, hvor der blev brændt et hav af oplagte chancer. Efter et kvarter havde NH fået indhentet noget af Vendsyssels forspring og efter 20 minutter var stillingen 8-6. Udligning – og fuld fart frem Vendsyssel fik en 2 minutters udvisning ved stillingen 9-8 og i det efterfølgende angreb får NH udlignet til 9-9 og efter dén udligning er NH på rette vej, idet holdet ikke senere var bagud. Især Carl-Emil Haunstrup var målfarlig idet han i de sidste 5 min nettede 4 gange og holdet kunne gå til pause med en føring på 3 mål – 9-12. NH fortsatte deres gode stime fra slutningen af 1. halvleg og efter blot 10 minutter havde NH øget føringen til 14-19. Resten af kampen var det NH der førte an i scoringerne bl.a. på hurtige opløb, da Frederik Anderson i målet havde virkelig mange gode redninger, som resulterede i hurtige opløb og mål. Efter 20 minutter var stillingen 19-23, i de sidste 10 minutter scorede Vendsyssel kun 1 mål, hvorimod NH nettede 6 gange til slutresultatet 20-29. Kasper Kisum har fået gang i scoringerne Glædeligt var det at se at Kasper Kisum efter en tid med lidt småskader har fået gang i scoringerne igen. Det skal også nævnes, at Tobias Rasmussen med en spilletid på 40 minutter kronede den tillid der blev vist ham med 3 scoringer. I målet, som han vogtede i alle 60 minutter, tog Frederik Andersson fra med gode redninger særlig i 2. halvleg, hvor der kun gik 12 mål ind. Assistenttræner: - Vi kan kun være tilfredse Assistenttræner Torben Nielsen udtalte efter kampen: - Vi er tilfredse med hele holdet og vi brænder igennem, vi har succes med 7-6 spillet og med Frederiks redninger i målet, som gav mulighed for hurtige kontra, som Carl-Emil så sikkert omsatte i mål – så kan vi kun være tilfredse. Efter tre kampe har NH maksimum point og lad os håbe at det også er tilfældet efter næste kamp som spilles hjemme mandag 28. september kl. 19.00 i Royal Stage mod HC Odense. Kirsten Hebo, 20. september Nordsjælland Håndbold-IK Skovbakken 35 -31( 18-15). Målscorere: Mathias Møller 8, Jeppe Cieslak 7, Nichlas Hald 6, Tobias Jørgensen og Carl-Emil Haunstrup hver 5, Mikkel Palmer 2, Kasper Kisum og Matias Campbell hver 1. Topscore for IK Skovbakken Mathias Nikolajsen med 8 mål. Udvisninger: 2 til NH og 7 til IK Skovbakken, hvoraf de to var på grund af forkert udskiftning Straffe: 5 til NH, hvoraf et blev brændt og ingen til IK Skovbakken. Man of the Match: Mathias Møller. Tilskuere: 510 i Royal Stage 12. september 2020. Royal Stage, Hillerød var rammen for første hjemmekamp i 1. division og det blev en målrig kamp, idet der i alt blev scoret 66 mål i de 60 minutter kampen varede. NH kunne trække sig tilbage som sejrherre med en sejr på 35-31. Kampen var uden NH’s faste anfører Andreas Nielsen, idet han har pådraget sig en mindre skade i sit knæ, og trænerstaben havde valgt at lade ham sidde over i dagens kamp. Han ventes dog klar til træning i den kommende uge. Derudover er Nicolas Lundbye og Benjamin Jørgensen fortsat ikke klar efter deres skader. Mathias Møller i målhumør Kampens første mål blev sat ind af Tobias Jørgensen efter blot 40 sekunder og de næste par mål var det forrige kamps målscore Mathias Møller, der havde gang i skudarmen og det skulle vise sig som kampen skred frem, at han var i lige så godt målhumør som i første kamp, idet han blev topscorer med hele 8 mål. De to hold fulgtes ad de første 10 minutter og det uagtet, at IK Skovbakken i samme periode havde et par udvisninger, bl.a. p.gr.a forkert udskiftning. 1. halvleg blev for begge holds vedkommende en målrig affære idet det ved halvleg stod 18 – 15. Ingen af de to forsvar fik rigtig lukket ned. For NH var det især Mathias Møller og Jeppe Cieslak der ramte netmaskerne. I flere perioder af 1. halvleg var NH foran med hele 5 mål. Forsvaret fik ikke lukket af I 2. halvleg var det samme billede som i 1. halvleg, at forsvarene ikke fik lukket af og i perioder af halvlegen fløjtede målene ind om ørene på målmændene. NH’s målmand Frederik Andersson havde en del redninger, som resulterede i hurtige mål i den anden ende til NH. NH førte det meste af halvlegen med 4 til 5 mål. I Andreas Nielsen fravær blev der en del spilletid til Mikkel Palmer, hvilket han kvitterede med 2 scoringer. Af øvrige spiller skal nævnes Jeppe Cieslak og Nichlas Hald, det ses tydeligt fra kamp til kamp at de bliver mere sikre i deres spil og dermed også mere målrige. Holdet på rette kurs Som kampen skred frem var der ikke tvivl om sejren til NH og med 2 kampe og 4 point er holdet på rette kurs til stor jubel for de 500 trofaste fans der havde fået mulighed for at se kampen live. Stillingen i løbet af kampen: 1-0, 4-4, 6-6, 10-8, 13-8, 15-10, 16-12, 18-15 – 2. halvleg: 18-16, 20-18, 20-19, 23-20, 25-23, 28-24, 28-26, 30-26, 32-28, 33-29, 34-29, 35-31. Næste kamp er lørdag 19. september, hvor holdet drager til Frederikshavn. Kampen spilles allerede kl. 14.00, og spillerne skal derfor tidligt af sted. Optakt til denne kamp kan ses på hjemmesiden i løbet af ugen. Kirsten Hebo, 13. september 2020 Gælder fra den første hjemmekamp, som er mod IK Skovbakken på lørdag 12. september i Royal Stage
Da regeringen fredag aften ændrede, så antallet af tilstedeværende fordobles til 1.000, blev direktør H.P. Dueholm i Nordsjælland Håndbold glad: - Det betyder nemlig, at vi kan åbne for endnu flere tilskuere, når vi på lørdag 12. september klokken 15 spiller årets første hjemmekamp, fortæller han. Sidste sæson fik Nordsjælland Håndbold fordoblet tilskuertallet til gennemsnitligt 1.673 i de fem sidste hjemmekampe med publikum, og det var surt at måtte nøjes med 500, da spillere, dommere, ledere, hjælpere etc. også tæller med. - Med 1.000 tilstede i Royal Stage i Hillerød får vi mulighed for at skabe stemning - og for spillerne betyder publikums opbakning rigtig meget, siger H.P. Dueholm. Han føjer til, at der selvfølgelig gøres alt for at gøre det trygt at gå til håndbold – og coronareglerne følges, så publikum deles i to grupper på op til 500 tilskuere, der er afstand mellem siddepladserne og håndsprit. Første kamp efter tvangsnedrykningen til 1. division blev spillet i lørdags ude mod HØJ Elite i Jyllinge, og hér gav Nordsjælland Håndbold en fremragende opvisning og vandt med 33-27. Så de første to point og en 1. plads i stillingen er udgangspunktet på lørdag. HØJ Elite-NH vinder 27-33 (14-15).
Målscorere: Mathias Møller 11, Matias Cambell, Carl-Emil Haunstrup og Anders Agger hver 4, Nichlas Hald og Jeppe Cieslak hver 3 og Tobias Jørgensen og Andreas Nielsen hver 2. Målscorere HØJ: Bo Spellerberg og Marcus Stroustrup blev topscorer med hver 6 mål. Straffe: 4 til hvert hold, hvoraf de 3 blev udnyttet. Udvisninger: 3 til NH mod 6 til HØJ. Tilskuere: 300 i Jyllingehallen, heraf meget få fra NH, idet klubben kun havde fået stillet 30 billetter til rådighed p.gr.a. COVID-19, hvilket skulle dække spillere, ledere og fysioterapeuter presse så der var vel kun 4-5 fans der havde billet. Håndboldens 1. division blev i går blev skudt i gang for NH’s vedkommende med en komfortabel sejr over HØJ Elite. Første mål i den nye sæson blev sat ind af Mathias Møller efter 1 minut og det skulle vise sig at selv samme Mathias Møller rigtig havde fundet skudarmen frem, idet han nettede hele 11 gange i løbet af kampen. I første halvleg havde NH svært ved at holde fast, særligt Bo Spellerberg og Marcus Stroustrup voldte NH’s forsvar problemer, med det resultat, at efter et kvarter var NH bagud med 4 mål (5-9). Efter 20 minutter skiftede NH målmand og Marcus Holmén kom på mål. NH fik langsomt indhentet HØJ’s føring. Med 5 minutter igen fik NH udlignet til 12-12 og i de sidste 5 minutter havde Marcus Holmén flere store redninger, hvilket resulterer i at NH i sidste sekund kunne bringe sig foran 15-14. Marcus Holmen fortsatte stilen 2. halvleg startede som 1. halvleg sluttede, idet HØJ’s første angreb - skud på mål - blev reddet af Marcus Holmén i stor stil. Redningen betød, at NH ved Carl-Emil Haunstrup kunne bringe NH yderligere foran. Efter knap 10 minutter var stillingen 19-16 til NH. HØJ blev ved stillingen 17-19 ramt af 3 udvisninger inden for 1 minut og NH kunne på straffe bringe sig yderligere foran til 17-20. I 2. halvlegs første kvarter var det især Mathias Møller, der fandt hullerne i HØJ’s forsvar godt fulgt op af Carl-Emil Haunstrup, suppleret med gode redninger fra Marcus Holmén. Efter 20 minutter havde NH øget føringen til 28-20. HØJ fik pyntet på resultatet og de sidste 5 minutter blev det til det helt store skydetelt, idet holdene tilsammen scorede 10 mål. Kampens store spillere set med NH-briller blev Mathias Møller og Marcus Holmén. Kampen blev også et gensyn med den tidligere NH-spiller Morten Slundt og både han og Bo Spellerberg spillede det meste af kampen uagtet at de begge er langt over de 30, hvilket man må tage hatten af for. 2 point er sat på kontoen og spændende bliver det, hvordan NH klare sig i de næste kampe. Næste kamp er om en uge, hvor NH lørdag 12. september klokken 15 på hjemmebane i Royal Stage tager imod IK Skovbakken. Kirsten Hebo, 6. september 2020 |
NORDSJÆLLAND HÅNDBOLDVores officielle nyhedskanal. Det er her du følger med om du er presse eller fan. Arkiver
August 2022
Kategorier |