Hillerød
30/03 - kl. 19:00
NH vs TTH
Skip to main content
Nyheder

Trods et fantastisk comeback i 2. halvleg vandt Skjern

NH-Skjern Håndbold: 25-31 (11-16).
NH’s målscorere: Kasper Kisum 7, Mathias Møller og Jesper Dahl 4, Carl-Emil Haunstrup 4 (2 på straffe), Frederik Iversen 2, Tobias Jørgensen, Andreas Nielsen, Fabian Sandven og Matias Cambell hver 1. 
Udvisninger: 2 til NH og 3 til Skjern.
Kampens spiller: Mathias Møller. Kampens Konge: Kasper Kisum.
Tilskuere: 751 i Helsingør Hallen 7. november 2019.

Nordsjælland Håndbold havde glædet sig til hjemmekampen i Helsingør Hallen, hvor aftenens modstander Skjern Håndbold ventede. NH stillede op i stærkeste opstilling, dog stadig uden Nikolas Lundby som jo desværre er langtidsskadet. Skjern Håndbold mødte også op uden en af deres store profiler, idet Bjarte Myrhol er sygemeldt grundet en operation.
Nordsjælland Håndbold kunne slet ikke få spillet til at glide og inden der var gået 10 minutter havde Skjern Håndbold bragt sig foran 8-2 og de fremmødte NH-fans frygtede det værste. NH havde svært ved at dæmme op for Skjerns skytter og efter små 20 minutter var stillingen 5-12. NH fik dog pyntet lidt på måltavlen, og ved pausefløjt var stillingen 11-16.
NH kunne ikke få angrebsspillet til at lykkes og i den anden ende havde forsvaret mere end svært ved at holde Skjern-spillerne bl.a. Elvar Jønsson og Eivind Tangen fra »fadet« til stor frustration blandt NH’s unge spillere.
Midt i første halvleg kom legenden Kasper Søndergaard på banen og blev klappet ind af hjemmepublikummet, idet man godt var klar over at det var sidste gang at man så Kasper Søndergaard i aktion i Helsingør.
Helt andet hold i 2. halvleg
Alle i hallen frygtede at det skulle blive en ordentlig øretæve NH ville løbe ind, men heldigvis ville spillerne det anderledes. 
Det var en helt anden attitude, spillerne kom på banen med i 2. halvleg; lige det tilskuerne havde håbet på. 
Inden der var gået 10 minutter havde NH indhentet Skjerns forspring og Kasper Kisum bragte NH op på 15-16 til stor jubel blandt publikum/fans.
Det skulle vise sig, at NH-spillerne ville det anderledes og efter der var spillet – ind i mellem lidt hårdt og ureglementeret – cirka et kvarter, var stillingen lige pludselig 21-21 til stor jubel for NH’s fans. 
Det skulle vise sig, at NH ikke gav slip, men ville mere, desværre blev de ramt af nogle kendelser som gik spillerne imod – alligevel blev der kæmpet godt og NH var lige i hælene indtil der var 9 minutter igen og Frederik Iversen reducerede til 24-25. Men et straffe til Skjern satte skub i gæsterne, som de sidste 8 minutter støt øgede til sejren på 31-25.
Det var utroligt at se den forandring der var blandt spillerne efter pausen og de blev ved at kæmpe hele halvlegen. Samtidig bliver minutterne uden scoring mindre fra kamp til kamp og det viser alt sammen, at der ER potentiale i holdet, så pointene skal nok komme!
Næste gang NH-spillerne skal i aktion er på udebane onsdag 13. november mod BSV i Silkeborg. Næste hjemmekamp er indvielsen af Royal Stage – Nordsjællands nye arena i Hillerød – lørdag 23. november mod KIF Kolding.

Kirsten Hebo, 7. november 2019