23-årige Nichlas Hald kommer med 145 mål i baggagen
Med masser af mål i baggagen skifter Nichlas Hald fra Odder Håndbold til Nordsjælland Håndbold i den kommende sæson: Han er nummer 3 på topscorerlisten i 1. division med 145 mål; heraf blot to på straffe – og de to over og de tre under ham på listen har alle langt flere mål på straffe. - Jeg er helt overbevist om, at han kan være med til at give vores angrebsspil en yderligere dimension, lyder det da også fra cheftræner Simon Dahl. Cheftræneren understreger, at Nichlas Hald også kan og skal løse defensive opgaver – og så peger han på, at der er masser af potentiale i den 23-årige venstreback: - Nichlas har mange spændende kompetencer, som kan sættes i scene på mange forskellige måder. Stolt over muligheden Nordsjælland Håndbold har fokus på at udvikle unge spillere og dét er medvirkende til klubskiftet: - Jeg har hørt meget godt om Nordsjælland Håndbold og Simon Dahl. Så da jeg hørte om interessen fra Nordsjælland, blev jeg meget glad og stolt, og var ikke i tvivl om, at det var dér, at jeg skulle tage hul på mit næste kapitel, siger Nichlas Hald. Han føjer til, at det er godt for hans egen udvikling og siger videre: - Jeg glæder mig til at blive en del af et hold, som sigter efter blive en fast bestanddel af Håndboldligaen. Nichlas Hald er finanselev i forsikringsbranchen og han fortsætter sin uddannelse, når han flytter til Nordsjælland: - Og jeg glæder mig til at få snøret skoene igen og komme i gang med at spille håndbold!
0 Kommentarer
Utilfreds med, at Dansk Håndbold Forbund forsøger at lægge låg på sagen
Nordsjælland Håndbold har i dag appelleret skrivebordsnedrykningen fra Primo Tours Ligaen til 1. division. Det sker efter at NH sammen med to andre berørte klubber - Odder Håndbold og EH Aalborg - havde bedt Udvalget for Professionel Håndbold om at genoverveje beslutningen, og svaret kom i dag, hvor Udvalget fastholder nedrykningen. Efter skrivebordsafgørelsen bad NH Udvalget om en skriftlig begrundelse for nedrykningen, og i svaret fremgik, at Udvalget mener, at det suverænt bestemmer over turneringen og der ikke kan klages over udvalgets beslutninger. - Dét er Nordsjælland Håndbold ikke enig i efter vi har fået en juridisk vurdering: Afgørelsen har så voldsomt store konsekvenser, såvel sportsligt som økonomisk, at det vil være i strid med intentionerne bag regelsættet og almindelige retssikkerhedsmæssige hensyn, hvis en afgørelse ikke kan prøves, siger H.P. Dueholm, der er direktør i Nordsjælland Håndbold. Strid om to paragraffer Striden står om to paragraffer i Dansk Håndbold Forbund love: I §20 står, at Udvalget er »ansvarlig for tilrettelæggelse og koordinering af turneringerne i Liga og 1. division, samt landsdækkende runder af landspokalturneringen, herunder fastsættelse af kampprogrammet samt behandling af spørgsmål vedr. den programmæssige afvikling af kampene. Udvalget kan bemyndige DHF ́s administration til på sine vegne at træffe afgørelse i spørgsmål om tilrettelæggelse og koordinering af turneringerne. Udvalgets, i den anledning trufne afgørelser, kan ikke appelleres.« Derfor mener Udvalget, at det suverænt bestemmer. Men af DHF’s love fremgår det i §24, at »Enhver person eller organisation under og/eller tilknyttet DHF og/eller med tilsvarende retlig interesse, DHF’s medlemmer eller Divisionsforeningen Håndbold er berettiget til som part at indbringe en sag for Håndboldens Appelinstans.« - At Udvalget tilrettelægger og koordinerer turneringerne handler i praksis om, at det udsender en turneringsplan og eksempelvis kan flytte en kamp til et andet tidspunkt, hvis der er TV-dækning. Ånden i §20 handler om afviklingen af turneringen. Men her afsluttes den ude at være spillet færdig og der træffes nogle meget vidtgående beslutninger, som rammer os og to andre klubber, fremfører H.P. Dueholm. Han siger videre, at det derfor er uacceptabelt, hvis ikke afgørelsen kan prøves i de appel- instanser, der er i DHF og DIF. Den 18-årige højreback Thomas Løssl Kjærgaard skifter fra FIF
Så har Nordsjælland Håndbold fundet en erstatning for Jesper Dahl, der næste sæson spiller i Århus Håndbold – og cheftræner Simon Dahl og sportschef Jørn Blom Hansen skulle ikke kigge langt efter afløseren Thomas Løssl Kjærgaard: - Thomas er en spændende højreback, der de senest 1 1/2 år har trænet med hos os indimellem og nu er klar til at blive fuldt integreret i truppen. Han besidder mange spændende kvaliteter i begge ender af banen, hvor særligt hans spil ud ad i banen springer i øjnene, og jeg glæder mig meget til at arbejde med ham hver dag, siger Simon Dahl. 18-årige Thomas Løssl Kjærgaard kommer fra HIK Håndbold, men han har i den seneste sæson spillet U19 Liga i FIF. Han har også været i U20-landsholdstruppen, hvorfra han kender Matias Campbell og nyerhvervelsen Jeppe M. Cieslak: - Jeg har gennem det seneste års tid fået et rigtigt godt indtryk af Nordsjælland Håndbold: både truppen, trænerteamet og hele set-up’et, og jeg oplever det derfor som det helt rette sted for min udvikling. Det har ikke mindsket hans lyst, at NH med en skrivebordsafgørelse rykkes ned i 1. division: - Jeg er rigtig glad for at blive en del af projektet, der skal få Nordsjælland tilbage i ligaen, erklærer han, og føjer til, at han blive student til sommer og tager et sabbatår, hvor han glæder sig til at få masser af tid til håndbold. Som det ser ud nu, så starter sæsonen 2020-21 i 1. division en uge inde i september. Billedtekst/ Thomas Løssl Kjærgaard – er klar til at spille for Nordsjælland Håndbold næste sæson. |
NORDSJÆLLAND HÅNDBOLDVores officielle nyhedskanal. Det er her du følger med om du er presse eller fan. Arkiver
Februar 2021
Kategorier |