Skanderborg kommer til Nordsjælland

En snak med cheftræneren om onsdagens modstander
Af Lasse Søby & Jørgen Plüger Jensen (foto)
Vi har allerede mødt Skanderborg, engang i år, hvor vi slog dem på udebane, hvad er det for et hold vi møder?
Kristian Kristensen: Skanderborg er kommet særdeles godt fra land i Ligaen og har allerede bevist, at de er kommet for at blive. Holdet spiller frisk til med forskellige taktiske forsvarsvarianter og det kan man kun med dygtige spillere og ledelse omkring. Herudover er Skanderborg et hold med plads til unge spillere hvilket går godt i spænd med talentstrategien igennem klubben. Det er bare at løfte på hatten og sige godt arbejde.
Hvem skal vi holde øje med på holdet?
KK: Der er flere unge kometer med masser af ungdomslandskampe på bagen som alle er spændende at følge. Peter Balling Christensen, Mathias Helt Jepsen og den evigt kæmpende Kasper Poulsgaard er nogle af de spillere der skal holdes øje med.
Vi har set flotte præstationer fra flere af oprykkerne i år, er det et tilfælde eller er 1. division blevet bedre?
KK: Der er ingen tvivl om, at 1. division er kommet tættere på Ligaen. Top 4 i 1. division har alle gode muligheder for at skabe resultater i op/ned spillet men omvendt må vi også konstatere, at bunden af Ligaen er stærk i år. Alt i alt godt for dansk herre håndbold, der har et utal af dygtige håndbold spillere.
Søren Westphal fik comeback med en fantastisk halvleg mod Team Tvis, hvad betyder det at have ham med igen?
KK: Det betyder meget at få "West" med igen. Ud over at han er en dygtig målvogter besidder han lederegenskaber, der er vigtige for gruppen som helhed. Endeligt får vi en konkurrence situation på denne position og det er kun med til at skærpe træning og kamp. Peter og Jannik har gjort det fint sammen - nu er gruppen på tre hvilket kun er sundt.
Hvad skal vi forvente os af kampen?
KK: Et tæt opgør mellem to hold der virkelig har behov for to point i bestræbelserne på at holde sig i midterfeltet. Spilmæssigt forventer jeg mig to offensive forsvarer med frisk spil fremad banen. Der er lagt i kakkelovnen til en herrefight af dimensioner.












