Kort snak med Frederik Børm

Han blev kaldt det største danske forsvarstalent siden Lars Jørgensen af selveste Ulrik Wilbek, han har kæmpet som en bjørn i vores midterforsvar, og nu skal han op mod sine holdkammerater fra sidste sæson. Vi har taget en lille snak med stregspilleren Frederik Børm.
- Velkommen hjem fra Israel, hvordan har det været at skifte til Nordsjælland Håndbold?
- Frederik Børm: Det har været rigtig godt, det er fantastisk at få spilletid igen, jeg vil sige at alle mine forventninger til klubben og samarbejdet med holdet og Henrik Kronborg er gået i opfyldelse.
- Det var vist ikke dine første Europacup kampe, men fortæl os lidt om turen til Israel.
- FB: Nej det er rigtig, jeg spillede 6 EU-kampe for BSV, så jeg har snuset lidt til det før. Turen til Israel, og de to kampe, gav vores unge hold gode oplevelser og masser af lærepenge. Det er bare noget helt andet end at spille i ligaen, mystiske dommerkendelser, forskellig mentalitet, og helt anderledes forhold. Vi har helt sikkert lært en masse af det, faktisk bare fra første til anden kamp.
- Ulrik Wilbek kommer på besøg i Helsingør, og holder foredrag for vores erhvervs partnere inden kampen. Skal du ind og takke ham for hans gamle udtalelse om dig, eller er du træt af at høre den gentaget?
- FB: Nu er det længe siden den udtalelse kom frem, men jeg er da stadig stolt af den. Jeg var med på B-landsholdet sidste år i Norge, og det har da helt sikkert givet blod på tanden til mere. Så jeg håber da han kommer og hilser på mig. Nej, jeg tager det nu stille og roligt, tager et skridt af gangen, og spiller det bedste jeg kan, så må resten komme som bonus.
- Vi møder lørdag Viborg, et hold som du spillede sammen med sidste år, er det ikke svært at spille over for nogen man kender så godt?
- FB: Nej, faktisk bliver det hyggeligt at se dem igen, mange af dem kender jeg helt tilbage til ungdomstiden, så ja, det er altid sjovt at se dem igen.
- Hvordan er det at skulle spille over for gamle venner, kan man godt tackle igennem alligevel, eller holder man lidt igen?
- FB: Nej, man holder absolut ikke igen, når man spiller, så er man i kamp, så må venskabet vente til bagefter. Når kampen er i gang, så er det ens eget hold der tæller. Når man har spillet en del ungdomslandskampe, så kender man jo også spillere i de fleste klubber i landet, og så ville man jo aldrig kunne spille igennem. Nej, der bliver gået til den hver gang, og det er da også noget af det der er fedt ved håndbold, først kamp og så venskab bagefter.
- Viborg har ikke fået den bedste start på sæsonen, hvad skal vi forvente os af holdet?
- FB: Der har været et par udskiftninger på holdet, siden sidste år, men de skal nu nok få vendt skuden. De er i hvert fald bedre end deres nuværende placering. Vi må absolut ikke undervurdere dem, men naturligvis er vi favoritter, og vi skal nok vinde.
- Mange tak Frederik og god kamp.
- Tekst: Lasse Søby Foto: Jørgen Plüger Jensen












