Sejr over Skjern – Bronzen en kamp væk!!

Nordsjælland Håndbold vandt 27-24 i et medrivende drama
Af Lasse Søby & Jørgen Plüger Jensen (foto)
Onsdag aften var Nordsjælland Håndbold og Skjern klar til anden bronzekamp, og efter Skjerns sejr på hjemmebane i første kamp, var det Skjern der stod med fordelen og Nordsjælland der havde revanche til gode. Og efter en alt for spændende kamp, kunne Nordsjælland Håndbold sikre sig sejren på 27-24 efter 13-14 ved pausen.
Det var Skjern der kom bedst i gang med kampen, og Nordsjælland var indtil midt i første halvleg bagud, men så var det som om vi fik bedre fat, og vi kom foran med et par scoringer, blandt andet på to hurtige opløb af Magnus Bramming. Hen mod slutningen af halvlegen, fik Skjern igen bedre fat, og de kunne gå til halvlegs føring på 13-14, det kunne dog have været langt værre, hvis ikke Mads Larsen var kommet ind og fik sat lidt fart i angrebet.
Det første kvarter af anden halvleg spillede vi ikke særlig godt, samtidig manglede vi både heldet og vores sædvanlige vildskab. Med et kvarter spillet, så Cheftræner Henrik Kronborg sig nødsaget til at tage sin time-out, tidligt i en så vigtig kamp, men tilgengæld formodentlig afgørende for kampen. Det bragte vildskaben tilbage i forsvaret, og liv i angrebet, og i godt ti minutter holdt vi Skjern fra at score, og gik fra stillingen 18-22 til 24-22. Årets vigtigste comeback var en realitet og Skjern var slidt ned og havde ikke noget modspil.
Vi er for alvor med i bronzekampen og vi glæder os til at slutte det hele på tirsdag i Skjern.
Mads Larsen blev efter kampen kåret til kampens spiller.
Nordsjælland - Skjern 27-24 (13-14).
Nordsjælland: Nikolaj Markussen 6, Mads Larsen 6, Lars Agersted 5, Chris Holm Jørgensen 4, Magnus Bramming 3, Frederik G. Børm 3
Skjer: Jeppe Riber Hansen 6, Rene Rasmussen 5, Claus Møller Jakobsen 4, Rune Ohm 4, Thomas Klitgaard 2, Jesper Jensen 2, Jacob Østergaard 1
Udvisninger: Nordsjælland 2, Skjern 2












