Hillerød
30/03 - kl. 19:00
NH vs TTH
Skip to main content
Nyheder

Nordsjælland Håndbold styrker talentarbejdet

To fuldtidstrænere skal binde holdene sammen og derfor stopper assistenttræner Torben Nielsen

– Nordsjælland Håndbold har præsenteret mig for nogle nye ideer til et set-up, som jeg har vanskeligt ved at se mig selv i, så vi er blevet enige om at stoppe samarbejdet når sæsonen er slut, siger assistenttræner Torben Nielsen.

Om det nye set-up forklarer sportschef Jørn Blom Hansen:

– Vores nye satsning, NH-talent, vil vi gerne gøre til en endnu større grundsten. Derfor vil vi gerne knytte vores talentsatsning og vores forhåbentlig kommende ligahold tættere sammen. Det betyder bl.a., at vi har brug for to fuldtidstrænere.

Da Torben Nielsen har et civilt job ved siden af håndbolden, er det svært at forene, og derfor er planen, at talentchef Laurids Søgaard i næste sæson også vil være assistenttræner for Simon Dahl.


Bestemt ikke færdig med håndbold!

Torben Nielsen – der selv har spillet i Værløse, Rødovre, Helsingør og Ajax og været træner i Værløse, HIK, Lyngby, TMS og Ajax København – er assistenttræner på anden sæson i NH – og han har befundet sig godt:
– Simon Dahl tænker på en anden måde end jeg, så det har været superinspirerende og meget spændende. Der er også en dejlig ro omkring trænerteamet, fordi der er styr på alle tingene omkring holdet. Og jeg er bestemt ikke færdig med håndbold! Så nu vil jeg sondere terrænet, siger Torben Nielsen.

​Synergi med fuldtidstrænere

Sportschef Jørn Blom Hansen understreger, at der har været stor tilfredshed med Torben Nielsen, som til fulde har løst den opgave, der var aftalt. 
– Vores start på NH-talent med et U17-hold har været rigtig god, og vi udvider med et U19-hold til næste sæson. Der vil derfor være flere gode synergier ved at tættere samarbejde bl.a. med to fuldtidstrænere. Vi skaber nogle bedre rammer for talentudviklingen, som er så vigtig for Nordsjælland Håndbold.